20. maj. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Jesper Vollmer på sønnens store dag: Jeg sad og tudede

Jesper Vollmer med konfirmanden, Storm, og hustruen Annette Heick
Jesper Vollmer med konfirmanden, Storm, og hustruen Annette Heick
Foto: Mikael Rieck
Lørdag den 18. maj blev Annette Heicks og Jesper Vollmers søn konfirmeret, og det var en meget rørende oplevelse for især faren.

En konfirmation er en stor dag i et ungt menneskes liv, og lørdag den 18. maj var det Annette Heicks og Jesper Vollmers yngste søns tur til at bekende sin kristne tro.

Storm blev konfirmeret i Sorgenfri kirke, og for forældrene var det en meget rørende oplevelse.

- Det gik virkelig godt, fortalte Annette Heick kort efter, familien kom ud af kirken.

- Det var rørende. Jeg sad og tudede, lød det videre fra Jesper Vollmer.

- Det, den her kirke kan - nu kommer vi ikke så mange andre steder - men den kan det med, at den blander det, de unge gerne vil have, og det der er helt oppe i tiden med alt det traditionelle. Begge dele vejer lige meget, og det er ikke old school. De havde virkelig fat i nerven, fortalte Jesper Vollmer om konfirmationen, hvor der foruden de traditionelle salmer også blev sunget sange af Andreas Odbjerg og Marie Key.

Selv var Storm ganske fint tilfreds med, hvordan det var gået inde i kirken, hvor han sammen med et par af de øvrige konfirmander spillede en ekstra stor rolle.

- Det gik supergodt. Jeg var bange for at lave nogle små fejl, men det gik helt perfekt. Jeg skulle fortælle et stykke fra biblen derinde. Jeg var ikke på den måde nervøs, men jeg stod og rystede lidt med papiret, forklarede han bagefter, inden konfirmationsfejringen skulle fortsætte hjemme i haven.

- Vi har slået telt op derhjemme, som også dækker hen over poolen, og ved 16-tiden kommer der en masse gæster. Så får vi noget lækkert at spise, og der bliver holdt nogle taler, fortalte Storm om festplanerne og afslørede, at han også selv havde skrevet en tale i dagens anledning.

Læs mere om: