28. jul. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Jonas Vingegaard om kæresten: Trine har gjort mig til en mand

Jonas Vingegaard, Trine og Frida 
Jonas Vingegaard, Trine og Frida
Foto: Jesper Sunesen
Jonas Vingegaard lægger ikke skjul på den enorme betydning, som kæresten Trine har haft for hans personlige udvikling.

Jonas Vingegaard har imponeret alt og alle under dette års Tour de France, og den 25-årige dansker lægger ikke skjul på, at han ikke havde kunnet gøre det uden sine to piger, Trine og Frida.

Kæresten og datteren betyder alverden for cykelrytteren, og de har været med ham på de seneste ugers vilde eventyr rundt i Frankrig.

De to var også med ham under hele den kæmpe hyldest, der ventede ham i København, da han onsdag vendte hjem.

Da den store fejring nærmede sig sin afslutning, var Jonas Vingegaard på besøg i studiet hos Stine Bjerre Mortensen, og her fortalte han, at Trine har haft en afgørende betydning for hans personlige udvikling de seneste år.

Tidligere kunne Jonas Vingegaard godt have svært ved at tro på egne evner, men det har kæresten fået lavet om på.

Trine gav mig hår på brystet

- Jeg ved ikke, hvor hun har det fra, men hun er virkelig god med mennesker. Hun er god til at læse mennesker, og se hvad man har brug for for at blive bedre. Det gjorde hun ved mig. Hun kunne mærke, jeg var meget usikker ved mig selv og var den her lille fyr, der ikke rigtig turde sige noget, fortalte Jonas Vingegaard og fortsatte med at rose kæresten.

- Hun fik givet mig noget hår på brystet. Hun gik til mig og sagde førhen, at hvis der var en ubehagelig situation, stak jeg halen mellem benene og gemte mig. Hun begyndte at skubbe mig ud i situationerne, og det har givet mig noget hår på brystet, fordi man finder ud af, at der ikke sker noget dårligt ved at tage konfrontationen, eller hvad det nu måtte være. Det har virkelig givet mig en masse mod på det og selvtillid, lød de søde ord om kæresten.

Læs mere om: