21. apr. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Kirsten Siggaard gav Inger Støjberg et franskbrød – men sandheden var en helt anden

Inger Støjberg og Kirsten Siggaard.
Inger Støjberg og Kirsten Siggaard.
Foto: Hanne Juul
Torsdag eftermiddag holdt Inger Støjberg reception i anledning af sin 50-års fødselsdag, og blandt de mange gaver var et franskbrød fra Kirsten Siggaard.

Det var den 16. marts, at Inger Støjberg fyldte 50 år, og i anledning af den runde dag holdt hun torsdag eftermiddag sit livs første reception, selv om hun ikke var meget for det til at begynde med.

Venner, familie, kollegaer, naboer og mange andre strømmede til Christiansborg fra nær og fjern, og gavebordet bugnede af alskens ting og sager.

Blandt de mere opsigtsvækkende gaver var, hvad der ved første øjekast lignede et helt almindeligt franskbrød, men sandheden var en noget anden.

Den 68-årige sangerinde Kirsten Siggaard havde nemlig udhulet brødet og gemt en flaske gin inde bag skorpen – og det var der en god grund til.

- Jeg tror, det var på Nibe Festivalen, hvor de havde haft en flaske med i et franskbrød, og så havde Inger lavet en prank med vennerne. Hun var gået på toilettet, og så kom der nogle vagter ned til lejren og sagde: "Vi har hørt, I selv har medbragt alkohol. Det er ulovligt, så vi vil gerne bede jer komme med på festivalkontoret, og så må vi se, om vi skal klippe armbåndene”. De to vagter var jo nogen, Inger havde lavet en aftale med, så det var fis og ballade. Så jeg har skrevet til hende, at den er til den næste festival, fortalte Kirsten Siggaard om sine gave.

Inger Støjberg har kendt til Kirsten Siggaard og hendes makker Søren Bundgaard, siden hun var en lille pige, der var så starstruck, at hun nærmest ikke turde sige noget til Kirsten Siggaard. I dag er de to blevet gode venner, og derfor var sangerinden naturligvis også med til at fejre politikeren.

Kirsten Siggaard
Kirsten Siggaard
Foto: Hanne Juul

Læs mere om: