26. mar. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Lars og Mads Mikkelsen har aldrig spillet overfor hinanden i længere scener: Nu fortæller han hvorfor

Lars Mikkelsen og Mads Mikkelsen
Lars og Mads Mikkelsen
Foto: Mikael Rieck og Jesper Sunesen
De to brødre har endnu til gode at stå overfor hinanden i en større scene, men det har faktisk været tæt på før.

Lars og Mads Mikkelsen.

To af Danmarks absolut mest populære og prominente skuespillere.

De er brødre, og har begge store nationale og internationale titler på deres CV.

Men selvom de bevæger sig i samme branche, så har de faktisk aldrig spillet overfor hinanden i en større scene.

Men helt undvære hinanden gennem deres karriere på skærmen har de dog ikke gjort.

I tredje sæson af "Rejseholdet" ser man nemlig de to sammen i kortere scener.

Her spiller Mads Mikkelsen rollen som Fischer, der anholder karakteren Ivan, som bliver spillet af Lars Mikkelsen.

Hvorfor ikke en film?

Selvom de talentfulde skuespiller-brødre altså har spillet overfor hinanden, kan det måske undre, at de ikke i deres kaliber af skuespillere har spillet flere roller overfor hinanden.

I Kino.dks podcastserie ”Den varme biografstol” var Lars Mikkelsen gæst den 2. marts, og her sætter han et par ord på, hvorfor vi endnu har til gode at se de to brødre i en film sammen.

- Der er ikke nogen af os, der ikke søger det. Men vi har nok bare bevæget os i forskellige kredse. Og så tror jeg, hvis vi bliver præsenteret for det, så skal det give mening for os begge to, fortæller han i podcasten.

Det er dog ikke fordi, at man ikke kan finde dem på en rolleliste sammen.

Udover i den populære krimiserie "Rejseholdet", har brødrene nemlig også begge haft roller i ”Flammen og Citronen”, men vi har endnu til gode, at se dem spille overfor hinanden i længere scener.

Men det faktisk ikke fordi, at det ikke har været tæt på.

For tilbage i 2013 skulle de faktisk have spillet sammen i westernfilmen ”The Salvation”, men det endte med kun at være Mads, der havde en rolle i filmen.

- Det var simpelthen, fordi der var opstået noget sygdom i min egen familie, som jeg var nødt til at tage mig af. Fordi der havde den ellers været. Det kunne være sket. Altså jeg tror, at vi begge to synes, at det kunne være skægt, fortæller Lars Mikkelsen i ”Den varme biografstol”.

Det lyder altså umiddelbart til, at de begge er åbne overfor samarbejdet men hvornår - og om det overhovedet sker - må vi endnu vente i spænding med at finde ud af.

Læs mere om: