
Lis Sørensen fik gigantisk regning: Kontraktbrud kostede 250.000 kr

"Inderst inde"-sangerinden Lis Sørensen er bestemt ikke bange for at sige sin mening.
Men sangerindens mening kom til at koste hende dyrt tilbage i år 2000.
Lis Sørensen havde nemlig et brændende ønske om, at hun ville lave et helt album, der kun var med musik, som var skrevet af Sebastian.
Men den idé var Lis Sørensens pladeselskab ikke med på.
Det skriver TV 2, der har bragt et interview med Lis Sørensen i forbindelse med hendes 70-års fødselsdag.
Lis Sørensens pladeselskab havde en helt anden plan med sangerindens musik.
De ville nemlig gerne have, at Lis Sørensen skulle lave et album med svenske hits, der var blevet oversat til dansk.

Det blev derfor et stort nej fra pladeselskabets side, da Lis Sørensen foreslog albummet med Sebastians musik.
- Det gjorde mig pissehidsig. Jeg bankede i bordet og skred, siger Lis Sørensen til TV 2.
Men det blev en dyr affære for Lis Sørensen, der bagefter fik en regning på svimlende 250.000 kroner for kontraktbrud.
Lis Sørensen fik derefter kontakt til et andet pladeselskab, der hjalp hende med at lave drømmealbummet, der fik navnet "Rose".