28. aug. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Lisbet Dahl og James Price: Derfor fortsætter vi med at lave revy

Lisbet Dahl og James Price 
Lisbet Dahl og James Price
Foto: Gregers Overvad
James Price og Lisbet Dahl har masser af erfaring med at lave revy sammen, men de er slet ikke færdige, og derfor har de valgt at fortsætte samarbejdet i Tivolirevyen.

James Price har som kapelmester netop spillet sin sidste forestilling i Cirkusrevyen på Bakken, og det samme har Lisbet Dahl.

Hun havde planlagt, at 2022-sæsonen skulle være hendes sidste, men kort før premieren fik hun corona, og hun var for syg til at være en del af showet.

Comeback på revy-scenen

Mange havde derfor også tænkt, at revy-eventyret var slut, men det er det ikke – tværtimod.

I denne uge blev det nemlig offentliggjort, at netop James Price og Lisbet Dahl har slået pjalterne sammen og til næste år vil genskabe Tivolirevyen. Den første revy i Tivoli kunne ses i 1884, og nu genopstår den med de to revy-legender i spidsen.

- Jeg kunne ikke lade være, fortæller Lisbet Dahl om tilbuddet om at spille revy i Tivoli.

Begyndte som en spøg

Egentlig begyndte det hele som en spøg mellem den 76-årige skuespiller og den 62-årige kapelmester.

- James fortalte, at han havde fået at vide, at han ikke skulle genansættes, og så snakkede vi om det. Jeg sagde: ”Nå, James, hvad skal du og jeg så lave i 2023?” Så svarede han: ”Revy i Tivoli”. Så grinede vi! Vi syntes, det var så sjovt, fortæller Lisbet Dahl.

Men tanke blev hurtigt til handling, for James Price ringede ind til den gamle have for at spørge, om Glassalen mon var ledig i 2023. Det var den, og fem dage efter sad de to mangeårige revy-kollegaer til møde med Tivolis kulturchef.

- Jeg er ikke en gammel én, der vil lade mig pensionere. Jeg er i min bedste alder og skal lave en masse ting. Så må man tænkte kreativt, fortæller James Price, der ikke har nogen intentioner om at gå på pension lige foreløbig.

Det samme gælder for Lisbet Dahl.

- Jeg holder op, når jeg ikke kan mere. Når jeg begynder at blive gammel. Jeg ved, jeg er 76, men i virkeligheden føles det kun som 66, forklarer hun.

Store stjerner på plakaten

Hun og James Price har brugt det seneste år på at arbejde med Tivolirevyen, og med sig på scenen næste år har de Linda P, Andreas Bo, Carsten Svendsen og Nicolai Jørgensen.

James Price står som kapelmester for musikken, og han får hjælp fra et syv mand stort orkester - flere af dem kender han fra Cirkusrevyen.

Arbejdet med at forme selve revyen begynder først til foråret, og 1. juni 2023 er der premiere i Glassalen.

Læs mere om: