4. mar. 2023
Af Majken Munk

Livet ændrede sig drastisk for Nybyggerne-parret: Lise og Michael kæmper efter alvorlig ulykke

Lise Vandborg og Michael Stig Christensen
Lise Vandborg og Michael Stig Christensen fra "Nybyggerne"
Foto: Lars H. Laursen
De tidligere vindere af ”Nybyggerne” Lise Vandborg og Michael Stig Christensen er aktuelle i et nyt program, hvor de deler ud af det hårde sygdomsforløb, der har ramt familien.

I 2016 blev Lise Vandborg og Michael Stig Christensen landskendt, da de vandt ”Nybyggerne”.

Siden har seerne også kunne følge parret på tv, da de skulle renovere deres nuværende hus i den nordjyske by Skørping i programmet ”Lise og Michael bygger”.

Nu er de igen aktuelle i TV 2 Nord-programmet ”Når livet tager en drejning”, der kan ses på TV 2 PLAY.

Denne gang handler programmet ikke udelukkende om renovering, men også om den svære tid, familien har været igennem.

Alvorlig ulykke

For i maj 2021 styrtede Michael Stig Christensen på mountainbike, og det har ændret familiens liv for altid. Det skriver TV 2.

Han fik en alvorlig hjernerystelsen, selv om han havde hjelm på. Det betød, at han i lang tid var sygemeldt i 75 procent af tiden.

For nylig har hans læger vurderet, at Michael Stig Christensen har pådraget sig en diffus hjerneskade, og at man ikke kan gøre mere for at hjælpe ham med de gener, der følger med.

Han er meget utilpas, og så dominerer trætheden, så det han normalt ville bruge en enkelt dag på at lave, kan han nu bruge ugevis på.

Den svære tid, der har givet ham meget dårlig samvittighed, fortæller Michael Stig Christensen åbent om i programmet.

En ny tilværelse

Parret er først nu ved at lære deres nye liv at kende, men de kan allerede mærke, at de er ved at finde mere ro.

- Selvfølgelig er det trist, at Michael er kommet galt afsted, men det lærer os også at finde roen og glæden i hverdagen, fortæller Lise Vandborg til TV 2.

De håber på at finde ro i deres nyindkøbte sommerhus, som også skal være med til at udvikle Michael Stig Christensen.

Hans neurolog har nemlig anbefalet, at Michael Stig Christensen renoverer sommerhuset i det omfang, han har overskud til for at udfordre hjernen i et roligt tempo og i vante rammer.

- Vi har begge haft brug for et sted, man kan flygte lidt hen, fordi vi både arbejder og har privatliv i huset her, fortæller Michael Stig Christensen.

Parret har en aftale om, at uanset hvor sort det ser ud, så finder de lyset et sted.

Læs mere om: