Louise Dorph-Petersen donerer kunst for en god sag
Louise Dorph-Petersen, gift med Jes Dorph-Petersen, har doneret et kunstværk til CARE Danmark, som hun er ambassadør for.
Inspiration til kunstværket har Louise hentet i Kenya og Tanzania, hvor hun i efteråret 2012 var på rejse sammen med CARE Danmarks protektor, prins Joachim. Og inspirationen til maleriet har hun netop hentet i Afrikas natur:
- Savannen, himlen, træerne, jorden – og de smukke tekstiler, man ser overalt i alle afskygninger. Og i folket. Den måde, som jeg er blevet mødt på hos stammefolket, som hilser velkommen med musik og glæde. Og ikke mindst af de afrikanske kvinder, som er ekstremt kreative. De har været stor kilde til inspiration, siger hun.
Jes Dorph-Petersen: Hun er meget talentfuld
For Louise har det været en stor glæde at kunne bruge sine kreative evner som ambassadør for CARE - og Jes Dorph-Petersen, ja, han er stolt af sin hustru:
- Det er dejligt, at Louise tegner og maler så meget. Hun er meget talentfuld, og jeg ved, det gør hende glad at udfolde sig på den måde. Samtidig er hun meget betaget af Afrika, så når hun kan bruge sin kreative side til at støtte et velgørende formål, går det hele op i en højere enhed.
Der bliver trukket lod om kunstværket blandt alle, der har købt en CAREgave i CARE Danmarks netbutik Caregaver.dk i december 2013.