Fredag, 20. januar 2023 - af Caroline Andersen

Luka tog dommerne med storm: Derfor blev jeg så rørt

Luka Vasic Lind
Luka Vasic Lind 
Foto: Lasse Lagoni / TV 2
Luka Vasic Lind optrådte i aftenens program af “X Factor” med sangen “Hurt” af Christina Aguilera - en sang, der tog både publikum og dommerne med storm. 

20-årige Luka Vasic Lind har ikke haft en let opvækst. En opvækst, der i den grad har været med til at præge hans liv - men ikke nødvendigvis i negativ forstand. Som søn af en mor, der havde psykiske problemer og et misbrug, kom Luka Vasic Lind i plejefamilie som 8-årig. Plejefamilien støttede ham og gav ham en selvtillid, der fik ham til at blomstre op - han gik fra specialklasse til en normal folkeskoleklasse, hvor karakterene stille og rolig voksede i takt med hans selvtillid. Det at synge blev et terapeutisk frirum, hvor han kunne reflektere over alle de følelser han havde. 

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Luka Vasic Lind kom med i “X Factor” og gik overbevisende videre fra audition til den berømte “six chair challenge”. Han havde i lang tid forberedt sig på, hvilken sang han skulle synge til sin audition. En dag på en busrute hørte han ved et tilfælde sangen “Hurt” med Christina Aguilera, og der gik det hele op i en højere enhed. Den ville han synge til sin “six chair challenge”, selvom han godt var klar over, at det var en svær sang. 

Sangen skulle dedikeres til hans biologiske mor. I et interview med BILLED-BLADET fortæller Luka Vasic Lind, at sangen for ham handler om, at han tilgiver sin biologiske mor for alt det han har været igennem. 

Men efter han havde sunget sin sang til “six chair challenge” blev han rørt og kæmpede med at få ordene frem til dommerne. Han mærkede nemlig en pludselig stolthed over, hvor langt han er kommet. 

- Grunden til at jeg blev rørt, lige efter jeg blev færdig med at synge, det var fordi, at min hjerne gik med 100 gange hastighed af hele mit liv, der kørte i 10 meget lange sekunder. Jeg gennemtænkte alt hvad jeg har været igennem og jeg vidste, at alle ville være stolte af mig, sagde Luka Vasic Lind til BILLED-BLADET. 

Men én ting er meget vigtigt for Luka Vasic Lind. Han vil nemlig ikke bruge sin historie til at fremstå som et offer - tværtimod vil han gerne være et forbillede for andre, der har det svært. 

- Den erfaring jeg har fået, har styrket mig rigtig meget og jeg vil gerne være med til at inspirere andre, afsluttede Luka Vasic Lind, der stolt kunne gå videre fra den berømte “six chair challenge”. 

Seneste nyt

Udvalgt til dig

Fra forsiden