
Mange ville føle, at de gik over stregen: Tonen mellem de medvirkende og Esben Dalgaard overraskede ham

Skuespiller Esben Dalgaard er vært på "Min sidste gave", hvor han hjælper en række uhelbredeligt syge med at give en sidste gave til deres kære.
Men én ting har har overrasket ham undervejs.
Humoren.
- Det har overrasket mig, hvor meget humor betyder. Der er rigtig meget humor – også barsk humor. Når man er sammen med mennesker, der står tæt på deres død, kan humoren blive ret kantet, og det synes jeg faktisk er sjovt, fortæller Esben Dalgaard i et interview med BILLED-BLADET.
Esben Dalgaard er selv uhelbredeligt syg, og det giver ham lidt friere tøjler, når det kommer til humoren.

- Jeg er et sted midt imellem, så jeg kan tillade mig at være med på den jargon. Men der vil helt sikkert være nogle pivraske, som ikke ville kunne sige de samme ting uden at føle, de gik over stregen, lyder det fra Esben Dalgaard.
Selvom optagelserne har været følelsesladede, står én ting klart for Esben Dalgaard.
- Jeg er enormt imponeret over deres insisteren på at leve nu. Det har været livsbekræftende og inspirerende. Mere lyst end mørkt, lyder det afsluttende fra skuespilleren.