12. jan. 2014
Af Malan Joensen

Mascha Vang og Kira Eggers slået ned i byen

Kira Eggers og Mascha Vang.
Kira Eggers og Mascha Vang.
Arkivfoto: Krestine Havemann.
De to veninder blev i nat overfaldet og endte på traumecentret.

Hvad der skulle have været en hyggelig bytur for veninderne Mascha Vang og Kira Eggers fik natten til søndag en særdeles ubehagelig slutning.

Ved 03-tiden i nat blev de overfaldet og slået flere gange af en påtrængende mand på Sunday Club i København, og det var så voldsomt, at begge måtte en tur forbi Rigshospitalets Traumecenter bagefter.

Det skriver ugebladet HER & NU.

Kira Eggers lagde sig imellem

Ifølge ugebladet forsøgte en påtrængende mand at afbryde en samtale, Mascha Vang førte med en anden mand, og da Mascha Vang ville puffe den påtrængende mand væk, startede balladen – han gav efter sigende Mascha Vang et knytnæveslag lige i ansigtet.

Det fik veninden Kira Eggers til at lægge sig imellem, og ifølge Ekstra Bladet skriver Kira Eggers på sin Facebook-profil i dag:

”Jeg bliver nødt til at sige til alle der enten hører noget eller har set noget, eller som blot bekymrer sig, at jeg er OK efter omstændighederne. Jeg blev i går nat slået ned af en mand på Sunday - ikke én, men TO gange. Jeg skriver dette, fordi et medie har kontaktet mig i forbindelse med episoden, fordi flere vidner har meldt sig på banen. Jeg ser derfor ikke noget andet valg end at skrive, at jeg ikke tager telefonen og svarer på alle mulige spørgsmål, jeg taler ikke med pressen og jeg taler kun med dem der er mig tættest. Jeg er blevet udskrevet fra traumecenteret og jeg var og er fuldstændig klar i hovedet og har et klart billede af, hvad der skete. Der er et sted i helvede for de mænd der slår på kvinder.”

Mascha Vang: Jeg er meget ked af det

Til HER og NU fortæller Kira Eggers om nattens overfald:

- Det var voldsomt at overvære Mascha blive overfaldet på den måde. Jeg havde ikke drukket, og jeg reagerede derfor ret hurtigt. Rent instinktivt gik jeg hen til ham og spurgte ham, hvad han lavede. Så blev jeg banket ned to gange.

Veninden Mascha Vang bekræfter også over for ugebladet, at de blev overfaldet i nat:

- Jeg er blå og hævet i hele hovedet. Jeg har rigtig mange smerter og jeg er dybt rystet og meget ked af det, siger Mascha Vang til HER&NU.

Politiet har gennemgået videoovervågningen

John Dyhrberg, central efterforskningsleder ved Københavns Politis Station City, fortæller søndag eftermiddag til Ekstra Bladet:

- Jeg kan bekræfte, at der har været en hændelse på Sunday Club i København. Vi har fået en anmeldelse om vold mod de to personer, som du omtaler der (Mascha Vang og Kira Eggers, red.). Vi fik anmeldelsen klokken 02:37, og vi sendte en vogn ud. Men der var ikke nogen gerningsmand til stede, da vi ankom derude.

- Vi kender ikke pt. til gerningsmanden, men jeg vil heller ikke udtale mig om mere i den her sag. Vi foretog en normal sagsbehandling på gerningsstedet. Vi afhørte en række vidner og gennemgik videoovervågningen. Der er tale om en helt almindelig voldssag, forskellen er her, at det involverer to kendte piger, uddyber John Dyhrberg over for Ekstra Bladet.

Læs mere om: