Michael og Jeanette fik hinanden i Gift ved første blik: Nu forklarer Michael, hvorfor han friede
Michael Ewald og Jeanette Lagoni fandt kærligheden, da de blev smedet sammen i ”Gift ved første blik”.
Da den endelige beslutning om at blive sammen eller blive skilt kom efter de fem uger som ægtepar, blev de enige om at fortsætte.
Sådan har det været lige siden.
Men da parret afslutningsvist medvirkede i DR’s ”Gift ved første blik”-podcast tog Michael fusen på Jeanette og friede for åben mikrofon.
Parret er jo gift, men ifølge Michael var der alligevel en række gode grunde til, han gik på knæ.
- Først og fremmest friede jeg, fordi jeg aldrig havde gjort det. Vi blev jo gift uden et frieri, fortæller Michael til BILLED-BLADET, der besøger parret i deres fælles hjem uden for Køge.
- Rent praktisk gør det ikke nogen forskel, men der er noget ceremonielt i det, og for mig var det en måde at understrege, at jeg gerne ville det her, og at jeg er glad for det, vi har sammen. Og så var det en fin måde at binde en sløjfe på forløbet, uddyber Michael.
Frieriet betød også, at Jeanette Lagoni kunne skifte vielsesringen fra programmet ud med en forlovelsesring, som hun er meget glad for.
Mens Michael må vente på det nye bryllup, før han får skiftet sin ring ud.
Parret har taget de spæde spadestik i forhold til planlægningen af det kommende bryllup.
De drømmer om, at det skal være stort og fuld af alle de mennesker, som betyder noget for dem.