21. nov. 2023
Af Caroline Andersen

Nalina og Noors forældre fra De sjældne danskere: Det har været et af de dårligste år, vi har været sammen

Nalina, Far Kasper, Noor og Mor Karina. 
Nalina, Far Kasper, Noor og Mor Karina.
Foto: Birger Storm
Kasper og Karina Hviid Arensbach fra TV 2-programmet "De sjældne danskere", har haft et år, der ikke har stået i parforholdets tegn.

Kasper og Karina Hviid Arensbach er forældre til Nalina og Noor, der begge har det sjældne Sticklers-syndrom.

Men at have to børn, der har en sjælden sygdom, tager mange timer væk fra parforholdet. Derudover har parret bygget et nyt hus, som de netop har sat til salg, da det ikke føles som et "hjem" for den lille familie.

I går kunne parret fejre 12 år sammen, men det seneste år, har sat sine spor i deres parhold.

Det skriver Kasper Hviid Arensbach, 33, i et opslag på Instagram, efter han havde haft en sårbar samtale med Karina.

– Det sagde du til mig forleden. “Snart har vi været sammen i 12 år og ingen af os har haft overskud til at planlægge noget på vores års dag. Det har været et af de dårligste år vi har været sammen”, skriver Kasper Hviid Arensbach i opslaget som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at citere, hvor han understreger, at parret bestemt ikke er ved at gå fra hinanden.

Kærligheden mellem parret fejler bestemt ikke noget, men de begge har været overvældet af de mange beslutninger, der er blevet taget det forgangne år.

– Selvfølgelig har alle 365 dage ikke været dårlige, men det har været et år, hvor vi virkelig har været presset, et år hvor det ikke har været nemt, et år med rigtige mange beslutninger og et år hvor vi skulle finde ud af hvad hjem er for den ene og nødvendigvis ikke den anden, fortsætter Kasper i opslaget, hvor han har delt et billede af parret.

Kasper afslutter opslaget med, at han stadig nyder at dele livet med Karina.
– Selv om det har været vores dårligste år, vi har haft sammen og selv om jeg godt kunne ønske mig mere overskud, mere humør og mere energi. Så vil jeg hellere leve resten af livet med et år som dette, end at undvære dig, afslutter Kasper Hviid Arensbach opslaget.

Læs mere om: