4. jun. 2023
Af Majken Munk

Nicolai Jørgensen kunne ikke holde tårerne tilbage, da han takkede for stor pris

Nicolai Jørgensen
Nicolai Jørgensen
Foto: Martin Høien
Det var en meget rørt Nicolai Jørgensen, der kunne modtage et helt særligt legat.

Sommeren stod højt på himlen, da Aveny-T dannede rammen for Skuespillerforeningens Generalforsamling.

Ved hver generalforsamling er der også anledning til at hylde de mange dygtige medlemmer af foreningen.

Én af dem var Nicolai Jørgensen, som for tiden slår sine folder i Tivolirevyen, der havde premiere torsdag.

Han modtog Poul Reumerts Studielegat af 26. marts 1958.

Før han fik overrakt det flotte legat, sagde Steen Stig Lommer en række bevingede og ikke mindst rørende ord.

Da Nicolai Jørgensen selv skulle tage ordet for at sige tak, kunne han ikke holde tårerne tilbage.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er meget rørende, begynder han, men er nødt til at holde en pause.

Pausen sender salen i klapsalver endnu engang, før Nicolai Jørgensen tager ordet igen:

- Det havde jeg slet ikke regnet med. Tusind tak for de smukke ord. Bare at blive nævnt i samme omgang som Poul Reumert, havde jeg aldrig troet skulle overgå mig.

Nicolai Jørgensen
Nicolai Jørgensen blev meget rørt, da han takkede for det flotte legat.
Foto: Lars H. Laursen

Den 33-årige skuespillers evner blev blandt andet fremhævet i form af hans udgave af Jean de France i forestillingen på Grønnegårdsteatret af samme navn for et par år tilbage.

Som en af de nyeste præstationer blev Nicolai Jørgensens portræt af Frans i DR-serien ”Carmen Curlers” rost til skyerne, særligt det ene afsnit, som udelukkende handlede om Frans og hans kærlighedshistorie til Benjamin.

Læs mere om: