14. feb. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Ny Landmand søger kærlighed-baby er kommet til verden: Stine fortæller om dramatisk fødsel

Stine Marthine Pedersen
Stine Marthine Pedersen
Foto: Hanne Juul
Søndag blev Stine og Niels fra "Landmand søger kærlighed" forældre, men fødslen gik ikke, som de havde drømt om.

Stine og Niels blev gift hjemme i deres egen have 28. maj sidste år, og siden fandt ”Landmand søger kærlighed”-parret ud af, at hun faktisk var gravid på daværende tidspunkt.

Det er knap tre år siden, at parret mødte hinanden i det populære TV 2-program, og nu er to blevet til tre.

Søndag 12. februar blev Stine og Niels nemlig forældre til en lille datter.

Desværre gik fødslen dog langt fra, som parret havde drømt om. Det fortæller Stine i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.

Her beskriver hun den 12. februar som den både værste og bedste dag i sit liv.

- Vores lille pige havde været på trapperne i halvandet døgn, da der pludselig blev taget beslutning om akut kejsersnit. Det må være det værste, jeg nogensinde har prøvet. Ikke nok med at vi i situationen selvfølgelig var bange og bekymrede, virkede den bedøvelse jeg fik lidt mere effektivt, end de havde forventet, så jeg kunne hverken mærke mine arme eller fingre, ligesom jeg følte, det var svært at trække vejret. Niels og lillepigen blev efterfølgende kørt på neonatalafdelingen, imens jeg blev kørt til opvågning og var fuldstændig ved siden af mig selv, forklarer Stine i opslaget.

Efter nogle dramatiske timer går det heldigvis bedre nu.

- Lillepigen er udskrevet til barselsafdelingen, hvor jeg stadig er indlagt. Niels er her også, og efter omstændighederne har vi det godt. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skulle have klaret de sidste par dage uden ham. Vi er selvfølgelig enormt glade for den hurtige indgriben, og at vi er blevet forældre til den smukkeste lille pige. Men nu glæder vi os også til at komme hjem i trygge omgivelser igen.

Stine og Niels’ lille datter skal have sit navn 28. maj – præcis et år efter, at parret blev gift.

Læs mere om: