
Ny Olsen Banden-statue indviet: Men ifølge fans mangler én ting

To millioner kroner er blevet indsamlet, for at drømmen om en Olsen Banden-statue kunne realiseres, og efter mange års arbejde oprandt dagen endelig, hvor det nye kunstværk skulle indvies.
Rigtig mange var stimlet sammen på Valby Tingsted søndag eftermiddag for at se det imponerende kunstværk af Egon, Benny og Kjeld.

Forbryderbanden vender i retning mod Nordisk Film, der har skabt den populære filmserie, og de står midt i Valby, hvor mange scener til filmene er blevet optaget.
Rigtig mange fans var mødt frem for at overvære indvielsen, og på BILLED-BLADETs Facebookside er der mange rosende ord til det nye kunstværk. Men flere påpeger også, at der mangler særligt én ting.
”Der mangler bare den ironiske Yvonne”.
”Hvor er Yvonne?”
”Superflot. Mangler bare skønne Yvonne”.
”Hvor er Yvonne, hun var den vigtigste?"
”Ingen bande uden Yvonne – citat Erik Balling”.
Olsen Banden bestod af Egon, Benny og Kjeld, men Yvonne-karakteren, som blev spillet af Kirsten Walther, var også en stor del af de populære film. Hun var gift med Kjeld, og det var hjemme i deres lille lejlighed i Valby, at forbrydelserne blev timet og tilrettelagt.

