3. maj. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

OL-sølvvinder Mark O. Madsen overrasker: Går ind i politik

Mark O. Madsen
Mark O. Madsen
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mark O. Madsen indstillede sin sportskarriere tidligere på året, og nu går han nye veje, idet han har meldt sig ind i et parti.

Mark O. Madsen har haft enorm succes inden for sportens verden, og ved OL i Rio i 2016 blev han for alvor et kendt navn i den brede befolkning, idet han vandt en flot sølvmedalje.

Siden skiftede han brydning ud med kampsporten MMA, men i januar meddelte den 39-årige sportsmand, at han indstillede sin aktive karriere.

Siden har han fået flere tilbud, og fredag kom der overraskende nyt fra Mark O. Madsen.

Han er nemlig gået ind i politik. Det skriver Folketidende.

Den tidligere OL-atlet har fået flere tilbud, men valget faldt på Guldborgsundlisten.

- Men når det blev Guldborgsundlisten, så er det især fordi, det er lokallisten, der brænder for lokalområdet, og som træffer beslutninger ud for lokalområdets ve og vel. Jeg håber ikke, det er gået nogens næse forbi, at jeg brænder ekstremt meget for vores lokalområde. Det vil jeg gerne være med til at præge, siger Mark O. Madsen til avisen.

Mark O. Madsen kommer fra Falster, og det er også i Guldborgsund kommune, at han, hustruen Maria og deres to børn har slået rødder.

I 2025 er der kommunalvalg, men ifølge Folketidende er Mark O. Madsen endnu ikke afklaret om, hvorvidt han stiller op.

Læs mere om: