
Peter Kofods udkårne strålede i en prinsessedrøm af en brudekjole: Kendt designer står bag

Det var en solbeskinnet og romantisk dag, da Josephine Sakura Alstrup blev gift med folketingspolitikeren Peter Kofod.
Bruden bar en kjole, der emmede af eventyr – designet af en af Danmarks mest eftertragtede kjoledesigner, Lasse Spangenberg.
Kjolen var en smuk havfruemodel i blødt satin, som smyger sig elegant om kroppen og fremhæver figuren. Overdelen var dækket af pailletbesatte blonder, der fortsatte ned over nederdelen og skabte en fin, sammenhængende helhed.
Kjolen var bygget op omkring en corsage, der sikrede perfekt pasform, mens den elegante V-udskæring og de lange blondeærmer tilføjede et romantisk og stilfuldt udtryk.

Slæbet målte hele to meter og gav kjolen et royalt udtryk. Sløret var broderet med de samme blonder som kjolen – en fin detalje, der fuldendte looket.

Ved Josephines side stod hendes brudepiger i dybblå gallakjoler, som skabte en elegant kontrast til hendes hvide kjole og tilføjede et strejf af kongelig stemning til det allerede smukke øjeblik – særligt passende, da bryllupsfesten efter vielsen skal holdes på Schackenborg Slot.