
Philip Faber samler en masse kendte til særlig mission

Der skal snart sang på skoleskemaet, hvis det står til Phillip Faber og kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
De har nemlig stablet en morgensangsmission på benene, hvor de sammen med 18 danske musikstjerner vil få mindst en fjerdedel af alle landets grundskoler til at synge morgensang.
Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
Formålet med det nye initiativ er, at de sammen vil vække sangglæden til live på skolerne og skabe bedre forudsætninger for sang på landets skoler.
Phillip Faber er formand for morgensangskorpset, og han har lavet et musiksangkorps, der består af kendte stjerner. De kendte stjerner forpligter sig blandt andet konkret til at synge morgensang på mindst fem grundskoler inden skolernes sidste skoledag i 2025.

- Jeg er virkelig glad for, at så mange dygtige musikere har kunnet se sig selv i morgensangmissionen, og at vi har kunnet sætte så stærkt et hold. Nu kan vi for alvor sætte skub i den del af projektet, der handler om at give skolerne motivation og et igangsættende skub nu og her – sammen med de bedste folk, jeg kunne forestille mig, fortæller Phillip Faber i en pressemeddelelse.
Korpsmedlemmerne tæller blandt andre Oh Land, Christopher, Malte Ebert, JJ Paulo, Guldimund og Stine Bramsen.