
Rachel Ellebye har taget stort skridt: Én ting priser hun sig virkelig lykkelig over

Danske tv-seere lærte Rachel Ellebye at kende i TV 2-programmet ”Årgang 0”.
Selv om programmet stoppede, da hun og de øvrige hovedpersoner fyldte 18, har man stadig kunnet se Rachel Ellebye på skærmen.

Snart vender hun igen tilbage, når TV 2 ”Årgang 0 forever” sendes til december.
Her skal seerne opdateres på, hvad der er foregået i Rachel Ellebyes liv.
For den seneste tid har hun virkelig taget et stort skridt.
I sommer fik hun sin kandidat, og siden har hun ledt efter et fast job.
Netop det har hun for nylig fundet, og hun er usandsynligt glad for det.
- Jeg er startet for to uger siden, så det hele er stadig meget nyt, men jeg er så glad for det. De er så søde derude og har virkelig taget godt imod mig. Så er det også rart at have fået en fast rutine igen, fortalte hun, da BILLED-BLADET mødte hende til ”Året der gak”.

Hun håber på, at hun i jobbet skal gøre brug af sine evner inden for sprog.
- Officielt er min titel kundeserviceagent, men det er meget med kommunikation og salg. Jeg håber da også, at jeg på et tidspunkt kan få brugt mit spanske. Det har vi i hvert fald snakket om, at jeg skal, fortalte hun.
Rachel Ellebye har i en årrække haft arbejde i Københavns Lufthavn, men hun stoppede derude, da hun fik sin fuldtidsstilling.
Hun kan tydelig på ét punkt mærke forskel mellem de to jobs.
- Jeg er virkelig glad for det. Nu har jeg været vant til at arbejde klokken 6 om morgenen i lufthavnen, men nu møder jeg klokken 08.30. Det er to timers ekstra søvn, og det er dejligt, grinede hun.
