28. jan. 2025
Af Majken Munk

Sammen på tv igen: Bjarne Henriksen forklarer sit venskab med Melissa Bentsen

Bjarne Henriksen og Melissa Bentsen
Bjarne Henriksen og Melissa Bentsen
Foto: Jesper Sunesen
I ”Forræder” lærte Bjarne Henriksen og Melissa Bentsen hinanden at kende, og nu er de sammen på tv igen.

Der var nok ikke mange, der havde set det komme, da anden sæson af ”Forræder” løb over skærmen.

Her spirede et venskab mellem den nu 27-årige influencer Melissa Bentsen og den 66-årige skuespiller Bjarne Henriksen.

Nu genforenes de to venner i tv-programmet ”Jaget vildt”, hvor de har været på flugt fra et hold efterforskere.

- Det var hårdt, men det var også sjovt, fortalte Bjarne Henriksen om at medvirke i programmet, da BILLED-BLADET mødte ham til Reality Awards.

- Det er meget spændende at komme ud og se om folk virkelig vil hjælpe en. Men det ville folk godt, uddybede han.

Den erfarne skuespiller satte også et par ord på, hvordan det egentlig kan være, at de er blevet så gode venner, når man tænker på, hvor forskellige de er.

- På trods af at der er 40 år imellem os, og vi er så langt fra hinanden, så forstår vi hinanden godt. Det er da meget skønt, at forskellige generationer kan arbejde sammen, fortalte han med et smil.

Foruden Melissa Bentsen og Bjarne Henriksen, medvirker Neel Rønholt og Stephanie Potalivo, Uffe Holm og Torben Chris samt Vlado Lentz og Christian Bertelsen i årets udgave af ”Jaget vildt”.

Programmet har premiere på Kanal 5 og på Max torsdag 6. februar.

Læs mere om: