Sines mor tog sit eget liv efter internetsvindel: Nu kæmper hun for at hjælpe andre
Det var med stor glæde, at Sine Gregersen, der medvirker i TV 2-serien "Kaptajnen og de 1000 kvinder" fandt ud af, at hendes 72-årige mor, Inge-Lise, var blevet forelsket på ny.
Glæden var dog kort. Der gik nemlig ikke lang tid før, at Sine Gregersen fik mistanke om, at hendes mor blev udsat for "kærlighedssvindel".
Hendes mor var faldet for en mand, der var 10 år yngre end hende selv. Der var tale om en engelsk mand, der hed Robert Lantz, der forblændede hende med hans smukke ydre.
Han havde tilfældigt fundet hende på Facebook, og de indledte hurtigt en relation til hinanden.
Den stormende forelskelse gjorde, at 72-årige Inge-Lise lod sig svindle til at overføre 230.000 kroner – og da hun senere opdagede, at der ikke var tale om ægte kærlighed, gik hun ned med flaget.
Inge-Lise blev indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor lægerne fortalte, at hun havde en såkaldt belastningsreaktion. Få uger efter at Inge-Lise blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling fandt politiet hende i hendes hjem.
Hun havde begået selvmord.
Det var en tragisk nyhed, der ramte hele familien – og særligt Sine var uforstående over, at hendes mor havde besluttet at gøre en ende på sit eget liv.
– Jeg forstod det ikke, og det gør jeg stadig ikke, men jeg må erkende, at det skete. At skyld og skam virkelig kan skubbe mennesker helt derud, siger Sine Gregersen i et interview med TV 2.
Sine får aldrig sin mor igen – men til gengæld kan hun forhindre, at andre ender i samme situation.
Derfor valgte hun at stifte Center mod Økonomisk IT-Svindel efter morens død. Her kæmper hun for at forebygge svindlen og hjælpe ofre og pårørende, der har været udsat for økonomisk svindel på nettet.
Men særligt kæmper Sine for, at den skyld, som oftest ligger på ofrenes skuldrer, skal fjernes.
– Det er aldrig ofrenes skyld. Det er altid de kriminelle, der bærer al skyld, og de er enormt dygtige, fortæller Sine Gregersen til TV 2, der mistede sin mor præcis et år efter, at hun begyndte kontakten til en svindler på nettet.