12. apr. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Søren Brostrøm har taget stor beslutning: Derfor stopper han som direktør i sundhedsstyrelsen

Søren Brostrøm
Søren Brostrøm
Foto: Hanne Juul
Om et halvt års tid er det ikke længere Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen.

Det var ikke mange, der kendte direktøren for sundhedsstyrelsen før 2020, men så kom corona, og lige siden har så godt som alle danskere vidst, hvem Søren Brostrøm var.

Han lærte danskerne, hvordan man bruger et mundbind korrekt, og han blev hurtigt folkehelt, da han gang på gang stillede op på pressemøder for at fortælle om krisens alvor.

57-årige Søren Brostrøm har været direktør for sundhedsstyrelsen siden 2015, men nu er det snart slut, for styrelsen skal have ny direktør senere på året.

Det fremgår af en pressemeddelelse, at Søren Brostrøm ikke søger stillingen som direktør, når hans åremålsansættelse udløber til efteråret.

”Jeg er meget glad for at være i Sundhedsstyrelsen, har masser af energi, og mange gode år tilbage på arbejdsmarkedet. Men med otte år vil jeg være den længst siddende direktør i Sundhedsstyrelsen i mere end tredive år, og jeg vil have været tolv år i styrelsen. Jeg har længe vidst, at jeg ikke ville søge stillingen igen. Generelt synes jeg ikke, man skal sidde for længe på vigtige poster, hvor man kan komme til at fylde for meget og spærre for udvikling. Både Sundhedsstyrelsen og jeg skal videre,” udtaler Søren Brostrøm, og fortsætter:

”Jeg er enormt stolt af, hvad vi har opnået i Sundhedsstyrelsen. Styrelsen har stor faglig autoritet. Vi er en attraktiv arbejdsplads med stærk social kapital og gode udviklingsmuligheder. Jeg stopper ikke med det samme. Min kontrakt løber til d. 7. oktober 2023, hvilket giver god tid til både at finde en ny direktør til Sundhedsstyrelsen, og til at jeg kan finde et nyt job. Det bliver spændende at følge begge dele!”

Søren Brostrøm er oprindeligt uddannet i gynækologi, men han har i mange år arbejdet som embedsmand.

Læs mere om: