5. jun. 2022
Af Sofie Nymand

Stjerneskuespiller og førstedame: Se billederne fra Helle Virkners liv

Helle Virkner levede livet fuldt ud. Se eller gense de mange billeder fra skuespillerens liv her.

I DR-serien “Krag & Virkner” kan man lige nu følge den dokumentariske fortælling om Helle Virkner og Jens Otto Krags store kærlighedshistorie.

Serien fortæller også historien om parrets liv sammen – og hver for sig.

Dermed får vi et indblik i Helle Virkners store skuespillerkarriere, hvor hun med selvtillid, drivkraft og sit charmerende væsen blev en af Danmarks helt store stjerner på teater, film og tv.

Hun huskes for et væld af roller, heriblandt rollen som Eva i “Kispus”, Lillemor i “Poeten og Lillemor” og selvfølgelig som skyggetanten Elisabeth Friis i “Matador”.

Men hun spillede også andre roller i sit liv. Som teaterdirektør, som mor og ikke mindst som statsministerfrue.

I ægteskabet med Jens Otto Krag blev hun Danmarks førstedame, og hun tilførte den folkelighed, som Jens Otto Krag manglede.

Den ægteskabelige lykke var størst i begyndelsen, hvor børnene Søsser og Jens Christian kom til verdenen, og familien tilbragte somrene i huset ’Skiveren’ i Nordjylland.

Men ægteskabet bød også på ulykkelige stunder.

Jens Otto Krags mange affærer sled på ægteskabet, og efter 14 år sammen blev parret skilt i 1973.

Akkurat som sin ikoniske rolle Elisabeth Friis bar Helle Virkner også i virkeligheden livets modgang med værdighed.

Hun havde en forbilledlig evne til at turde, ville og kunne, når det gjaldt. Og helt til sin død i 2009 bevarede Helle Virkner sit lattermilde lyssind.

Se de dejlige billeder fra Helle Virkners liv i galleriet øverst.

Læs mere om: