17. jan. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Stormester-værterne jubler: Nu bliver mor stolt!

Mark Le Fevre og Lasse Rimmer 
Mark Le Fevre og Lasse Rimmer
Foto: Martin Høien
Ved BILLED-BLADETs TV-GULD er TV 2-programmet "Stormester" blevet kåret som Årets underholdningsprogram.

Kampen stod mellem ”Den store bagedyst”, ”Vild med dans” og ”Stormester”, men det er sidstnævnte, som har vundet BILLED-BLADETs TV-GULD.

TV 2-programmet ”Stormester”, der har Mark Le Fevre og Lasse Rimmer som værter, vinder i kategorien Årets underholdningsprogram.

- Det var dejligt! Jeg synes, det er fantastisk, fortæller Lasse Rimmer, da BILLED-BLADET overbringer ham den glædelige nyhed.

Også hans værtkollega er glad for TV-GULD-prisen.

- Det er jeg, især fordi det giver kæmpe point på mor-kontoen. Det er sådan noget som det her, der skal til, før mine forældre rigtig tror på det, jeg laver, siger Mark Le Fevre, som er standupkomiker og til efteråret aktuel med showet HELDIG.

Men det at vinde BILLED-BLADETs pris er noget, der for alvor gør en forskel.

- Det er det tætteste, jeg kommer på at gøre min mor stolt.

Makkerparret har været en del af programmet, siden første sæson blev sendt i 2018, og de håber begge på flere sæsoner.

- Det er et drømmejob. Jeg har helt fjollet kaldt det ”Den store bagedyst” for komikere. Det er et sted, man kan vise, hvad man er allerbedst til, forklarer Lasse Rimmer om programmet, hvor fem kendte danskere kæmper om at løse alverdens vilde udfordringer bedst eller hurtigst.

Det er første gang, at ”Stormester” vinder BILLED-BLADETs TV-GULD. Stort tillykke!

Læs mere om alle TV-GULD-vinderne i BILLED-BLADET nr. 3, der er på gaden på torsdag.

Læs mere om: