TILLYKKE: Renée Toft Simonsen fylder 52 år
I 1980'erne prydede hendes smukke ansigt alverdens versioner af modemagasinet Vogue.
Renée Toft Simonsen sprang ud som model, da hun i 1981fangede moderedaktør Birte Strandgaards øje. Og allerede året efter var hun på forsiden af udenlandske magasiner.
Nu er det ikke kun udseendet, den 52-årige lever af. Hun uddannede sig som psykolog i 2002, men valgte at fokusere på en karriere som forfatter.
Hun har blandt andet skrevet en lang række børnebøger, heraf er bogserien om pigen Karla blevet særlig populær. Og ”Karlas Kabale”, som debutbogen i serien hedder, blev også lavet til et teaterstykke i 2014.
Den store kærlighed
I slutningen af 1990'erne mødte Renée Toft Simonsen musikeren Thomas Helmig, og siden da har kærligheden blomstret mellem de to.
Der var dog lidt grus i maskineriet, da parret i 2013 annoncerede, at de skulle skilles, men et år efter måtte de erkende, at de var for forelskede til at blive skilt.
- Vi holdt aldrig op med at elske hinanden, fortalte Renée Toft Simonsen til BILLED-BLADET i 2014.
Renée Toft Simonsen har sammen med Thomas Helmig sønnen Hugo. Men forfatteren har også to børn, Ulrikke og Jens Kristian, fra et tidligere forhold.
LÆS MERE: Renée Toft Simonsen: Min bedste julegave