
Timm Vladimir er i sorg: Deler rørende ord om sin elskede bonusfar

Timm Vladimirs forældre var helt unge og stadig teenagere, da han kom til verden i 1968, og da tv-værten var syv år gammel, gik de fra hinanden.
Til gengæld kom der en ny mand ind i Timm Vladimirs liv dengang, som har haft en enorm betydning for ham - nemlig bonusfaren John.

John er netop gået bort, og på Instagram skriver bagedysten-værten et rørende opslag om, hvor meget han har betydet for hans liv. Bonusfaren var gift med Timms mor i over 40 år og har altid været der for ham, skriver Timm Vladimir på det sociale medie.
Hans biologiske far døde for nogle år siden, men de var ikke tætte, og tv-værten var heller ikke med til begravelsen.
Som barn var Timm Vladimir vidne til farens alkoholmisbrug, og de var kun sjældent i kontakt i hans voksenliv.
På farens dødsleje opsøgte tv-værten sin far på sygehuset, hvor han lå i respirator.
- Jeg tænkte kun én tanke: Hvis jeg nogensinde ligger på mit dødsleje, og min søn står og kigger på mig på den måde, som jeg kigger på min far nu, så vil jeg føle, at jeg har fejlet miserabelt som far, sagde Timm Vladimir i 2022 i TV 2-programmet ”Deja-vu”.
