Tine Gøtzsche er blevet forlovet
Der er forår i luften og kærligheden blomstrer hos Tine Gøtzsche og kæresten Mads Nygaard. På Facebook afslører han, at parret er blevet forlovet, og Tine Gøtzsche bekræfter den glædelige nyhed over for BILLED-BLADET.
Hvordan frieriet foregik forbliver dog en hemmelighed mellem de to.
- Det holder vi for os selv, men jeg kan sige, at min kæreste har friet til mig, og jeg har sagt ja, fortæller den tidligere nyhedsvært.
Bor hver for sig
Parret har kendt hinanden i mange år, og for cirka to år siden stod de frem som kærester. Han er forfatter og bor i Nordjylland, mens hun bor i københavn, så parret har haft et langdistanceforhold. Og sådan bliver det ved med at være.
- Vi bliver ved med at bo i hver vores ende af landet. Vi har børn i hver sin ende, og de har deres liv der, og det laver vi ikke om på, fortæller Tine Gøtzsche, der har teenagesønnen Jakob.
Hvornår brylluppet mellem Tine Gøtzsche og Mads Nygaard skal stå, er endnu ikke fastlagt, men hun håber, at det kan blive næste år, når der er blade på træerne og corona forhåbentlig er noget, der hører fortiden til.