Tv-parret Michella og Mark er rejst på ferie med deres trillinger og tvillinger: Kan du gætte hvor mange kilo bagage, de har med?
Det kan generelt være lidt af en opgave at få pakket kufferten til ferien.
Hvor meget skal man have med? Har man glemt noget vigtigt? Er der t-shirts nok?
Men hos Michella og Mark Meier-Morsi er det en lidt større opgave, de er kommet på.
Lige straks drager de to uger mod sydens sol og Cypern, men det er naturligvis ikke kun de to.
De skal naturligvis have både tvillingerne og trillingerne med – alle under fem år.
På Instagram har Michella Meier-Morsi delt en ganske informativ video, hvor man ser hende og Mark pakke til to uger med fem børn. Og det er ikke en let omgang, de kommer slæbende med.
252 bleer, 72 badebleer, tre babydyner, en trillingeklapvogn og tre rejsesenge er bare noget af den bagage, der skal pakkes.
Men hvor mange kilo bagage skal de egentlig have med?
I videoen fortæller hun at de har pakket intet mindre end…
142 kilo bagage.
I videoen skriver hun, at de ikke til dagligt tænker meget over, at de har så mange børn. Det er bare sådan det er.
Men nu blev det for alvor tydeligt, når alt pludselig skulle dobles op enten en enkelt eller to gange.
Uanset hvad ligner det, at de glæder sig til to uger i sydens sol, hvor de også får glæde af Marks mor.