19. dec. 2022
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Tv-vært har takket ja til kæmpe bestyrelsespost i anerkendt velgørenhedsorganisation

Heidi Frederikke Sigdal
Heidi Frederikke Sigdal kan se frem til en ny, stor bestyrelsespost.
Foto: Dan Mariegaard
Tidligere på året var hun med i "Vild med dans", og nu har "Go' Morgen Danmark"-værten takket ja til en bestyrelsespost i en ganske velkendt velgørenhedsorganisation.

Når en velgørenhedsorganisation gerne vil have en med ombord, er det nok de fleste, der vil have svært ved at sige nej.

Det var det i hvert fald for "Go' Morgen Danmark"-værten Heidi Frederikke Sigdal.

På Instagram fortæller hun nemlig, at hun har sagt ja tak en bestyrelsespost, som hun er meget taknemmelig for at have fået tilbudt.

Hun skal fremover være en del af bestyrelsen i Team Rynkeby Fonden. En fond der siden 2002 har givet over 600 millioner kroner til børn, der lider af kritisk sygdom.

Måske kender de fleste til Team Rynkeby, fordi de hver sommer cykler en "lille" tur til Paris.

Til Instagram-opslaget skriver Heidi Frederikke, at hun glæder sig til sin kommende opgave, og takker den nuværende bestyrelse for at give hende en plads, hvor hun vil forsøge at byde ind med sine kompetencer og sit hjerte.

Team Rynkeby startede med at gro som en lille idé i 2001, der i 2002 blev en realitet. Først var det dog ikke tænkt som et velgørenhedsprojekt, men da turen endte med et overskud på 38.000 kroner, besluttede de sig for at donere pengene til børnekræftafdelingen på Odense Universitetshospital.

Siden da er projektet blevet til en velgørenhedsprojekt, der år efter år samlere flere og flere deltagere og sponsorer, der gør det muligt for projektet at donere en masse penge til de organisationer, som Team Rynkeby støtter.

Læs mere om: