Vejdirektoratet kommer med vigtig særmelding om trafikken og tronskiftet
De fleste vil gerne se med, når Danmarks nye kongepar skal træde frem på balkonen på Christiansborg Slot. Der er nemlig lagt op til en sand folkefest, når danskerne skal hylde kong Frederik og dronning Mary.
Men de mange mennesker, der har planer om at lægge vejen forbi København, kommer til at lægge et øget pres på vejene. Det skriver Vejdirektoratet, der forbereder danskerne på, at de skal forvente længere rejsetid i løbet af weekenden.
Vejdirektoratet opfordrer derfor danskerne til, at de skal lade bilen stå uden for København og tage det offentlige, hvis man skal ind til byen.
– Fredag eftermiddag og aften samt lørdag og søndag formiddag forventes der at være flere biler på vejene fra vest mod øst, og søndag aften fra øst mod vest, skriver Vejdirektoratet, der forbereder danskerne på den øgede trafik i weekenden.
Vejdirektoratet har lavet en oversigt over, hvornår man kan opleve øget trafik i løbet af weekenden. Oversigten kan du se ved at klikke på linket HER.