15. dec. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Vigga Bro mistede sin mand for 10 år siden, men hun er stadig forelsket i ham

Vigga Bro
Vigga Bro
Foto: Jacob Ljørring
Vigga Bro mistede pludseligt sin mand, Erik Moseholm, tilbage i 2012, og de fik nogle fantastiske år sammen.

Her i december har man kunnet følge Viggo Bro i julekalenderen ”Julehjertets Hemmelighed”, hvor hun spiller den mystiske skovkone, der bor helt isoleret ude ved mosen.

Selv bor Vigga Bro også alene, men hun har et stort netværk og et tæt forhold til datteren Anna Bro og hendes familie, der bor tæt på skuespilleren på Christianshavn.

Vigga Bro mødte sin mand ved et tilfælde

Vigga Bro, som fyldte 85 i oktober, har været alene, siden hun mistede sin mand i 2012. Hun mødte bassisten og komponisten Erik Moseholm, da de ved et tilfælde kom til at sidde ved siden af hinanden til en fødselsdag for 35 år siden, og de to fik nogle fantastiske år sammen.

- Jeg har ikke lyst til at være alene, men fordi jeg stadig er forelsket i min vidunderlige Erik, kan jeg ikke gentage det med at gifte mig. Jeg kigger ikke efter nogen andre. Vi fik 25 vidunderlige år sammen. Jeg klarer mig godt, selv om jeg nu hellere ville have beholdt ham, forsikrer Vigga Bro over for BILLED-BLADET.

Hun mistede sin mand meget pludselig til en blodprop i hjernen.

- Det var ’puf’. Det er hårdt for de efterladte, men på den anden side var jeg glad for måden det skete på. Han var en meget stærk og handlekraftig mand. Han var i livet, og jeg ved ikke, hvor stort talent han ville have haft for at være en grøntsag. Han ville gerne dø med støvlerne på, forklarer Vigga Bro.

Sådan har skuespilleren det også selv, og selv om hun er fyldt 85, nyder hun stadig at passe sit arbejde som skuespiller og historiefortæller.

Læs hele interviewet med Vigga Bro i BILLED-BLADET nr. 50, der er på gaden nu.

Vigga Bro og manden Erik Moseholm i 2010.
Vigga Bro og manden Erik Moseholm i 2010.
Foto: Birger Storm

Læs mere om: