22. nov. 2019
Af Marianne Singer

Dronning Mathilde i Marys fodspor

Dronning Mathilde og kronprinsesse Mary.
Dronning Mathilde og kronprinsesse Mary.
Foto: Martin Høien og Mega
En beæret dronning Mathilde fik overrakt den yderst fornemme pris, Bambi Award, som også kronprinsesse Mary modtog i 2014.

Dronning Mathilde og kronprinsesse Mary er begge pligtopfyldende kongelige, der er meget passionerede og flittige omkring deres mærkesager.

Kronprinsesse Mary blev for fem år siden anerkendt for sin store indsats, da hun modtog Tysklands vigtigste mediepris, Bambi Awards, i kategorien "Charity".

En yderst fornem pris, som nu også den belgiske dronning har fået overrakt.

Kampen mod vold

Kronprinsesse Mary fik, med kronprins Frederik ved sin side, overrakt den flotte pris i Berlin tilbage i 2014, for sit sociale engagement og sin kamp for voldsudsatte kvinders ret til et liv uden vold.

Under sin flere minutter lange takketale forklarede en beæret kronprinsesse Mary, hvor vigtigt det er at fortsætte kampen for en verden uden vold, mens hun også kom med stærke udsagn og facts omkring emnet.

En stor glæde

Det var tydeligvis også en stor glæde for dronning Mathilde, da hun torsdag modtog Bambi-prisen i samme kategori under prisfesten, der denne gang fandt sted i Festspielhaus Baden-Baden.

Dronning Mathilde blev med prisen anerkendt for sin mangeårige indsats for at styrke kvinder og børns rettigheder, forbedre uddannelse og sundhed samt bekæmpe fattigdom.

- Tak for denne vidunderlige anerkendelse, som jeg dedikerer til sårbare børn og unge, hvorend i verden de vokser op, sluttede dronning Mathilde sin takketale.

Læs mere om: