24. feb. 2020
Af Malan Joensen

Efter affære-afsløring: Her er belgiernes dom over kong Albert

Kong Albert og Delphine Boël.
Kong Albert og Delphine Boël.
Arkivfoto: Ritzau Scanpix
For nyligt blev det slået fast med syvtommersøm, at belgiske kong Albert har en datter uden for ægteskab.

Efter at kong Albert af Belgien, 85 år, i årevis havde kæmpet mod påstanden om, at han er far til en datter født uden for ægteskabet med dronning Paola, måtte kongen for nyligt acceptere resultatet af en DNA-test og dermed påtage sig faderskabet.

Datteren, den 51-årige Delphine Boël, er resultatet af en affære mellem kong Albert og baronesse Sybille de Selys Longchamps, der ifølge baronessen skulle have varet fra 1966-1984.

Kong Albert abdicerede i 2013 og overlod tronen til sin søn, kong Philippe, og derfor har en domstol derefter kunnet pålægge kongen af afgive en DNA-prøve.

Mens det efter sigende ikke kom som den store overraskelse for den menige belgier, at Delphine Boël er kongens datter, eftersom hun har forsøgt at få kongen til at anerkende familieforbindelsen i en del år, er der mange, der mener, kongen har håndteret sagen forkert.

Det skriver Svensk Damtidning, der citerer Brussels Times.

Ifølge en meningsmåling, hvor avisen har spurgt mere end 1.000 belgiere i alderen 18-75 år, svarede over 50 procent af de adspurgte, at de var skuffede over kongen, som de mener, har ageret "ekstremt uærligt".

I stedet holder de adspurgte med kongens datter, som ifølge 70 procent burde anses som fuldstændig legitim arving efter kong Albert.

Delphine Boël kommer ud af en ret formuende familie og har tidligere erklæret, at hun ikke har rejst sagen for økonomisk vindings skyld.

Hvor meget hun vil arve efter kong Albert er der endnu ikke noget bud på, fordi det blandt andet afhænger af, om dronning Paola dør først.

Dog er Delphine Boël ikke en del af tronfølgen i Belgien, da hun er født uden for ægteskab.

Læs mere om: