Prins Laurent er taget ud af kunstig koma

Prins Laurent.

Foto: AOP

Den belgiske prins har ifølge lægerne gjort fremskridt.

Fredag, 28. marts 2014 - af Lisbeth Grube

Belgiske prins Laurent er blevet taget ud af den kunstige koma, som lægerne lagde ham i for to dage siden.

Prinsens tilstand er ”stabil”, udtaler hoffets talsmand, Pierre-Emmanuel De Bauw, ifølge Hello!

I al hast blev 50-årige prins Laurent forrige tirsdag indlagt på universitetshospitalet Saint-Luc i Bruxelles med en genstridig lungebetændelse. For at give antibiotikaen de mest optimale betingelser for at virke, blev Laurent lagt i kunstig koma i 48 timer - og nu er prinsens helbred angiveligt forbedret. Netop nu bliver Laurent tilskyndet til at begynde at spise.

Laurents hustru, prinsesse Claire, har trofast våget ved prinsens side hver eneste dag, og også storebror kong Philippe og hans hustru, dronning Mathilde, har vist deres støtte.