Se det belgiske kongepar støtte op om datteren på stor dag
Efter en lang og velfortjent sommerferie er den belgiske kongefamilie igen vendt tilbage til hverdagen.
Således delte kong Philippe og dronning Mathilde tirsdag et fint billede, hvor de sammen følger deres yngste datter, prinsesse Eleonore, 12, i skole på første dag efter ferien.
Med matchende mundbind
Alle tre bærer mundbind for at beskytte sig mod coronasmitte, kongeparret med hver deres matchende udgave, som passer til tøjet.
"Vi ønsker alle børn, studerende, forældre og lærere alt godt!" skriver kongeparret til billedet.
Begynder med lejr
For storesøster kronprinsesse Elisabeth, 18, var skolestart allerede dagen før, hvor hun begyndte på den anerkendte militærskole Koninklijke Militaire School (KMS) i Bruxelles.
Ifølge magasinet Vorsten begynder undervisningen på skolen, hvor blandt andet også hendes far har gået, med en fire ugers træningslejr.