SE BILLEDERNE: 18 fantastiske kongelige forlovelsesringe


Kongelige forlovelsesringe


Den 25. oktober 2012 blev prinsesse Madeleine forlovet med Christopher O'Neill.
Ifølge smykkeeksperter er Madeleines forlovelsesring over en million kroner værd. Den firkantede sten er en smaragdsleben diamant, og smykkeforretningen Buchowskis gemmolog Johanna Pietsch har over for Aftonbladet vurderet den til fire karat, mens ringen enten er af hvidguld eller platin. "Det er en stor og meget smagfuld ring. Utrolig eksklusiv.
Diamanten er indfattet i fire greb, hvilket gør stenen ekstra synlig. På siderne glimter et væld af små brillantslebne diamenter i en såkaldt pavéfatning. Metallet er enten hvidguld eller platin," vurderer eksperten.


Mandag den 27. november 2017 blev prins Harry forlovet med Meghan Markle.
Meghan Markles forlovelsesring er ikke bare fortryllende i sit design, men har også en helt særlig betydning. Prins Harry har designet et smykke, der hylder hans mor, afdøde prinsesse Diana.
Med særlige diamanter sender han en kærlig hilsen til sin mor, mens en særlig diamant rummer et særligt minde for parret. Ringen indeholder to diamanter fra prinsesse Dianas personlige kollektion.
Derudover har prins Harry sørget for, at guldringen også indeholder en stor diamant, der stammer fra Botswana, hvor parret i september 2017 holdt ferie sammen.


Fredag den 27. juni 2014 blev prins Carl Philip forlovet med sin udkårne Sofia Hellqvist.
Samme morgen gik prins Carl Philip på knæ og friede til hende, og det med en ring, som han endda selv har været med til at designe, fortalte han på et pressemøde på Stockholm Slot.
Sofias forlovelsesring blev skabt specielt til hende. Den brillantslebne centerdiamant er omgivet af en cirkel af mindre diamanter.
Den dyrebare ring har en svensk smykkeekspert kigget nærmere på, og hun kommer med et bud på, hvad den har kostet. Beløbet nærmer sig 90.000 danske kroner.
- Det er en utrolig smuk ring, som selvfølgelig består af diamanter. Stenen i midten er en brilliantslebet diamant af fin kvalitet på lidt under en karat, fortæller smykkeekspert Johanna Pietsch til Aftonbladet.


En lykkelig prinsesse Eugenie viste kort efter forlovelsen med Jack Brooksbank den 22. januar 2018 sin smukke forlovelsesring frem.
Den funklende ring består af en kostbar padparadscha safir i en pink-orange farve, der er omkranset af 10 brilliantslebne diamanter og to pæreslebne diamanter.
Padparadscha safiren er efter sigende en af de mest sjældne og kostbare safirer, der findes.
Værdien af ringen vurderer en engelsk smykkeekspert til at være omkring 100.000 engelske pund.
Prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank blev gift i St. George's Chapel den 12. oktober 2018.


Mary Donaldson var uvant med al virakken, og på forlovelsesdagen den 8. oktober 2003 var det kronprins Frederik, der viste ringen frem.
Parret blev præsenteret i Havesalen på Fredensborg Slot. De danske rød-hvide farver går igen i Marys forlovelsesring, der er skabt af guldsmed John Rørvig.
Ringen består af en stor diamant slebet i 58 facetter omgivet af to røde rubiner.


Prinsesse Maries forlovelsesring er skabt af guldsmed Mette Rosgaard og har de franske farver som en kærlig hilsen til Maries franske hjemland – en blå safir, en hvid diamant og en rød rubin.
På forlovelsesdagen den 10. marts 2007 skulle der kun en enkelt opfordring til, før prins Joachim kyssede sin forlovede, Marie Cavallier.Bagefter var der frokost på Fredensborg Slot med både prins Joachim og Maries forældre samt prins Nikolai og prins Felix.


Kronprinsesse Victoria vidste knap, hvilket ben hun skulle stå på af lykke og svarede ”Ja, ja, ja”, da Daniel Westling friede.
Forlovelsen blev annonceret den 24. februar 2009, kort før Daniel skulle gennemgå en nyretransplantation, der heldigvis endte lykkeligt.
Kronprinsesse Victorias forlovelsesring er en såkaldt solitaire – en sød enkel diamant, der sidder på en ring af hvidguld.
Parret blev gift i Stockholm den 19. juni 2010.


Det var i julen 2009, at Alexander Johannsmann friede til prinsesse Nathalie og fik hendes ja, men først den 4. januar 2010 blev forlovelsen offentliggjort.
Prinsesse Nathalies forlovelsesring er sød og enkel. Det er en smal guldring, hvorpå der sidder en smuk stjerneformet diamant.
Det glade par blev præsenteret på slottet i Berleburg, hvor de også bor.
De blev gift i to omgange, borgerligt den 27. maj 2010 og kirkeligt den 18. juni 2011.


Den 5. oktober 1966 blev tronfølgeren, prinsesse Margrethe, officielt forlovet med franskmanden Henri de Laborde de Monpezat, efter både statsministeren og kongen havde givet deres samtykke til ægteskabet.
Prins Henrik havde købt forlovelsesringen i Paris. Den har to meget store diamanter indfattet i guld og er så stor, at den kan se ud, som om der er to ringe. Men der er kun én.
Dronning Margrethe bærer altid sin forlovelsesring, hvad enten hun er til galla eller helt privat. Selv på den årlige skiferie i Norge sidder ringen på dronningens venstre ringfinger.
Det lykkelige par blev viet den 10. juni året efter.


Dronning Silvia bærer gerne flere ringe på én gang. Den inderste er hendes forlovelsesring, der består af diamanter. Den har tidligere tilhørt kong Carl Gustafs mor, Sibylla, der også var tysk af fødsel.
Forlovelsesringen blev vist frem, da en lykkelig og forelsket kong Carl Gustaf den 12. marts 1976 præsenterede sin tyskfødte forlovede, Silvia Sommerlath, som han havde mødt til OL i München fire år tidligere.
Tre måneder efter forlovelsen, den 19. juni, blev parret gift i Stockholm Storkyrka.


De måtte gå meget igennem, den norske kronprins og hans noget oprørske kæreste, inden de kunne forlove sig den 1. december 2000 på slottet i Oslo.
Mette-Marits forlovelsesring tilhørte oprindeligt kronprins Haakons bedstemor, kronprinsesse Martha Louise. Den er ret speciel, består af en stor diamant omgivet af to buede rubiner, der er indfattet i guld.
Mette-Marit Tjessem Høiby indrømmede med tårer i øjnene på sin forlovelsesdag, at hun havde levet et hårdt og til tider udsvævende liv, som hun nu fortrød, og kronprins Haakon stod last og brast.
Parret blev gift den 25. august 2001.


Prinsesse Märtha Louise har altid været den mest sprælske i det norske kongehus, og den linje fulgte hun op, da hun forlovede sig med Ari Behn, der var født i Aarhus og var forfatter. Ari Behn døde 25. december 2019.
Forlovelsen stod den 13. december 2001, og parret blev gift i Tronheim den 24. maj 2002.
Det forelskede par valgte begge at få en forlovelsesring. Ringene er i hvidguld, og i dem begge er der indlagt små diamanter af form som liljer. I Märtha Louises ring er desuden to hjerteformede rubiner.


Det første forlovelsesbillede af en ung og smuk prinsesse Elizabeth sammen med sin forlovede, løjtnant Philip Mountbatten, på Buckingham Palace den 9. juli 1947.
Dronning Elizabeths forlovelsesring består af 11 fantastiske diamanter. Den største, på tre karat, stammer fra et diadem, der har tilhørt prins Philips mor. På hver side af den store diamant sidder fem mindre.
De blev gift 20. november samme år, og samtidig afskrev prins Philip sig sine titler som prins af Danmark og Grækenland. Elizabeth og Philip er langt ude i familie med hinanden via den danske kong Christian IX.
Det engelske kongehus er umådelig rigt, og dronning Elizabeth har alle de smykker, nogen kan ønske sig. Et yndlingssmykke er dog stadig forlovelsesringen med de 11 diamanter.


Det var et par, der havde ventet længe på hinanden, der blev gift den 9. april 2005 i St. Georges Chapel.
Både prins Charles og Camilla Parker Bowles havde et ægteskab bag sig, men fandt til sidst lykken sammen. Camilla, der ved sit bryllup fik titlen Hertuginden af Cornwall, bærer altid sin forlovelsesring.
Den består af en firkantet diamant med tre mindre diamanter på hver side. Den har tilhørt prins Charles’ bedstemor, der fik den, da hun fødte sit første barn, Elizabeth, der nu er Storbritanniens dronning.


Den meget smukke ring, som prins Charles gav sin forlovede, Lady Diana Spencer, er i dag vel nok verdens mest berømte forlovelsesring. Ringen består af en stor oval Ceylon-safir på 12 karat omgivet af 14 facetslebne diamanter.
Diana var en ung og genert kvinde, da hun den 24. februar 1981 officielt blev præsenteret som prins Charles’ forlovede. Diana bar på dagen en todelt kjole i samme farve som den blå safir i forlovelsesringen.
Parret var blevet hemmeligt forlovet nogle uger før. De blev gift den 29. juli 1981.
Også Catherine Middleton valgte en kjole i ringens farve, da hun og prins William den 16. november 2010 blev officielt forlovet. William havde friet til Kate nogle uger før under en privat ferie i Kenya.
Det var hans far, prins Charles, der foreslog, at William skulle give Kate moderens ring. Kate og William blev gift den 29. april 2011.


Kronprins Willem Alexander gav sin muntre argentinskfødte kæreste, Maxima Zorreguieta, en orange diamant som forlovelsesring den 30. marts 2001.
Diamanten er slebet oval og flankeret af to mindre diamanter, der sidder mellem to tynde diamantbesatte ringe.
Parret blev gift den 2. februar 2002.


Letizia Ortiz Rocasolano fik en smuk forlovelsesring af kronprins Felipe. Ringen, der er helt enkel, består af et bånd af hvidguld tæt besat med diamanter.
Parret havde kendt hinanden i mindre end et år, da de blev forlovet den 1. november 2003.
De blev gift ved et stort og spektakulært bryllup den 22. maj 2004.


En utrolig smuk forlovelsesring funklede på Charlene Wittstocks venstre hånd, da hun og fyrst Albert af Monaco lod sig fotografere i anledning af deres forlovelse den 23. juni 2010.
Ringen er af hvidguld med en tre karat stor, pæreformet diamant i midten. Rundt om sidder små runde brillanter. Mesterværket er skabt af Maison Repossi i Paris.
GALLERI: Kongelige forlovelsesringe
En kongelig forlovelse er ikke kun privat. I alle lande bliver det unge par præsenteret, og deres forlovelsesring vist frem.
En forlovelsesring er den vigtigste ring for de fleste kvinder. Den er købt og givet i kærlighed og vil altid for kvinden være noget helt særligt. Med den ring besegler paret deres kærlighed og tilkendegiver, at det skal være dem fremover.
Ved brylluppet får kvinden muligvis en vielsesring, og senere i livet kan der komme andre ringe til, men ringen til forlovelsen er den vigtigste. Den har størst betydning, både som symbol og som smykke.
Den smukkeste ring
Ringens størrelse og udformning er naturligvis afhængig af giverens pengepung, for heller ikke de kongelige kan bruge uanede formuer på en forlovelsesring. Men alle mænd gør, hvad de kan for at give deres elskede den smukkeste ring, de kan forestille sig.
En ring kan være stor eller lille, besat med en enkelt eller med snesevis af diamanter - følelserne, kærligheden og glæden ved at modtage ringen er den samme.
Moden skifter
Moden skifter - også inden for forlovelsesringe. I den ældre generation skulle forlovelsesringene være store, ofte med gigantiske sten - allerhelst diamanter. Den unge generation af kongelige lægger mere symbolik i forlovelsesringen.

Vil du have BILLED-BLADET hjem til dig?
Klik her og læs hvordan
Herover får du en række eksempler på de smukke ringe, som prinsesser og kommende prinsesser i både det danske og mange udenlandske kongehuse har fået af deres elskede på forlovelsesdagen.
Klik dig igennem billederne og læs historien bag ringene i billedteksten oven over artiklen.