Dagbog fra Stockholm: Så fik de hinanden
Morgen/formiddag:
Dagens første - og bedste - konstatering var: Det regnede ikke! Tværtimod skinnede solen - ikke fra en skyfri himmel, men den skinnede! Det bankede på hoteldøren: Udenfor stod en af hotellets ansatte med en kikkert, som samtlige gæster fik… bryllupsdagen var i gang! Arbejdede ved pc'en med research til dagen. Herefter interview til DRs P4, der ville have en stemningsrapport fra bryllupsmorgenen i Stockholm. Herefter gik turen til SVT's telt på Strömkajen.
Eftermiddag:
Var sat stævne hos TV 2 kl. 13.40. Her mødtes jeg med journalist Anna Gaarslev og de to dygtige kamerafolk og -teknikere: Casper og Henrik. Startede med at være med til at pynte TV-stationens bryllupspavillon op med blå-gule bånd. Kl. 14.00-19.00 direkte transmission - med Jes Dorph som tovholder hjemme i Danmark. TV2s podie var placeret fantastisk godt: I smørhullet lige over for Kongehuset, hvilket vi i den grad fik at høre med jubelbrøl og klapsalver fra publikum, hver gang der skete noget rørende ind i kirken (det blev vist på storskærme) - og senere da det nygifte par kom sejlende i chaluppen Vasaorden. Politiet anslog, at der var en halv million mennesker på gaderne. Det kunne høres! Det var vildt! Selv blev jeg blød i knæene, da brudeparret slugte hinanden med øjnene oppe ved alteret - og da kronprinsesse Victoria holdt tale til det svenske folk på balkonen og sagde: "Kære venner. Tak for at I har givet mig min prins!" Victoria var under hele brylluppet helt utrolig kærlig og nærværende, som om hun huskede sig selv på, at denne "once in a lifetime"-oplevelse skulle suges ind på den indre harddisk!
Aften:
Var buldrende sulten. Nul frokost og 5 timers stående live-sending, hvor man er på hele tiden - også når man venter på at komme på - går man altså sukkerkold på. Tak for i dag til TV 2. Gik til mit hotel og købte en hotdog på vejen. Laaaang kø. Hotdog-manden smilede alligevel. Han må have kronede dage… På min "redaktion" på værelset mere bryllup med arbejde ved pc'en og svensk TVs rundhåndede og fine transmission af aftenens gallafest.
Pyh-ha. Tror jeg drømmer om kongelige bryllupper... God nat fra Stockholm og tak for en fantastisk og værdig bryllupsdag. Tillykke til svenskerne med en fantastisk kommende dronning! Og frem for alt: tillykke til Daniel og Victoria.