10 år med kronprinsesse Mary og hendes store forvandling
Mange har kaldt det et eventyr, og eventyrligt er det da også, at en ung prins fra Danmark skulle finde sin prinsesse helt omme på den anden side af jorden. Ikke desto mindre var det, hvad der skete, da Frederik forelskede sig i den totalt ukendte unge pige, Mary Elizabeth Donaldson fra Tasmanien.
I år er det 10 år siden, Mary kom til Danmark, og seks år siden hun blev kronprinsesse. Med sit vindende væsen, sin begavelse og sin store kærlighed til kronprinsen har Mary i den grad været med til at styrke kongehuset. Og hvad der er lige så vigtigt: Danskerne elsker hende.
At Mary har forandret sig i de 10 år, der nu er gået, er klart.
Den ukendte 29-årige kvinde fra Tasmanien er blevet til en 39-årig kronprinsesse med spotlyset rettet mod sig, hvor end hun går. Hun er sig sit ansvar meget bevidst, er blevet protektor for en række "tunge" protektioner og har oprettet Mary Fonden, som er blevet lidt af et hjertebarn for hende. Derudover er hun blevet mor til fire, de sidste to et par tvillinger.
Kronprinsesse Mary er blevet dus med danskerne. Sådan helt bogstaveligt. På sine rejser rundt i landet lyder der ofte et "Hej Mary", når hun stiger ud ad den kongeblå bil. Og de, hun ikke når at trykke i hånden, får et smil.
Mary er flere gange blevet kåret som en af verdens smukkeste kvinder. Hun udstråler varme såvel som klasse. Hun kan bære det største og smukkeste diadem, men være lige så charmerende med hestehale.