24. maj. 2015
Af af Niels Burgos

80 år siden: Kong Frederik og dronning Ingrids bryllup

Da den daværende danske kronprins Frederik giftede sig med den smukke svenske prinsesse Ingrid, blev det starten på et langt liv i kærlighed og som elsket kongepar i Danmark

Datoen 24. maj er på flere måder en historisk dag i det danske kongehus. Prins Joachim og prinsesse Marie giftede sig på netop denne dato.

Men for præcist 80 år siden fandt et andet kongeligt bryllup sted, som dengang gav genlyd over hele det meste af verden.

Den daværende danske kronprins Frederik blev viet til den smukke svenske prinsesse Ingrid ved et storslået bryllup i Storkyrkan i Stockholm.

Omkring 200.000 svenskere tiljublede de nygifte ved brylluppet - og nede i havnen ventede det danske kongeskib, Dannebrog, som skulle sejle parret hjem til København. Her blev Dannebrog efter et par dages sejlads allerede ved indsejlingen til København mødt af en hel flåde af småskibe, der ville byde den nye kronprinsesse velkommen. Og ved Tolboden stod jublende københavnere klar til at modtage de nygifte.

Ingrid forblev kronprinsesse i knapt 12 år, før hun blev dronning. Det skete, da hendes mand blev udråbt til konge Frederik IX efter faderen, konge Christian X, døde 20. april 1947.

Kongeparret begravet i Roskilde

Kongeparret blev fantastisk populære i de 25 år, kong Frederik sad på troen til sin død i 1972. Han som den folkelige, vellidte monark - hun som den elegante, kloge dronning, der holdt sammen på tingene.

Dronning Ingrid overlevede sin mand med næsten 29 år, og blev ved sin død i november 2000 bisat på gravpladsen ved siden af sin elskede mand, lige udenfor Roskilde Domkirke.

Se galleriet med de historiske forsider fra BILLED-BLADET om Danmarks populære kongepar

Læs mere om: