Ærlig prinsesse Marie om flytningen til Paris: Det her var svært for børnene
Det hele var ikke så nemt for prinsefamilien, da de i september 2019 flyttede til Paris, hvor prins Joachim skulle gennemføre en prestigefyldt militæruddannelse.
Det fortæller prinsesse Marie i et nyt interview med den spanske avis El Pais.
Sproget drillede
På det tidspunkt var prins Henrik ti år gammel og prinsesse Athena var syv år, og selvom fransk er deres mors modersmål, havde de svært ved sproget i begyndelsen af deres ophold i Paris.
- Børnene var små, da vi flyttede, og de talte ikke sproget. Jeg talte fransk til dem i deres barndom, men de svarede mig på dansk. Et år efter flytningen begyndte de at være mere åbne for det, selvom skolen senere blev lukket på grund af pandemien. Det var svært, fordi de ikke kunne gå til undervisning eller se deres venner. Nu er de meget glade og tilfredse, og det ser ud til, at de har gemt alt, hvad jeg har fortalt dem, i deres hjerner, lyder det glad fra prinsesse Marie til El Pais.