
Afslører på direkte tv: Spillede tennis med kong Frederik i London

Kong Frederik er sammen med sin gode ven Christian von Buchwald til stede ved Wimbledon i London, hvor de søndag og mandag har overværet flere af kampene.
Søndag var kongen og Christian von Buchwald også selv på banen, hvor de spillede en doublekamp mod DR’s tenniskommentator Michael Mortensen og Mark Leschly.
Det afslørede Michael Mortensen på direkte tv.
Han fortalte yderligere, at kongen er ”rigtig god” og har ”trænet flittigt”.
Kong Frederik har en god tennismakker i sin gode ven, Christian von Buchwald, som han har kendt, siden han var helt ung.
Da daværende kronprins Frederik som 15-årig kom hjem fra kostskole i Frankrig, fik han den unge læge og tidligere elitespiller Christian von Buchwald som tennistræner.


Frederik og Marys nærmeste venner
I dag er Christian overlæge på Rigshospitalet, hvor han er professor i øre-næse-halskirurgi.
Hustruen Elisabeth har været ansat ved kongehuset siden 2007, hvor hun først var kurator og nu er hofinventarinspektør.
Christian von Buchwald stod også fadder ved prinsesse Isabellas dåb i 2007.