Aksel V. Johannesen: Vi havde glædet os til at tage imod kong Frederik og dronning Mary
Onsdag kom det frem, at kong Frederik og dronning Marys snarlige besøg til Færøerne som nyt kongepar må udskydes.
Det skyldes, at overenskomstforhandlingerne mellem den færøske arbejdsgiverorganisation Føroya Arbeiðsgevarafelag og det færøske fagforbund Føroya Arbeiðarafelag stadig er helt i hårdknude, og den store strejke som følge deraf nu er gået ind i sin fjerde uge.
Leveringen af en lang række fødevarer og vigtige forsyninger som f.eks. benzin og diesel er ramt af strejken, der også går ud over skoler og daginstitutioner, der må holde lukket på grund af manglende rengøring.
Færøernes lagmand Aksel V. Johannesen udtaler i en pressemeddelelse i kølvandet på aflysningen af det royale visit:
"Jeg er meget ked af, at vi må udsætte det kongelige besøg. Jeg ved, at jeg og mange andre havde glædet sig til at tage imod kong Frederik og dronning Mary. Forberedelserne var godt i gang, og folk havde lagt store kræfter i at sammensætte et spændende og varieret program, men besøget bliver flyttet og afholdt, når der er de rette omstændigheder for at afholde et kongeligt besøg", udtaler lagmand Aksel V. Johannesen i en pressemeddelelse fra Løgmannsskrivstovan, svarende til det danske statsministerium.