
Alexandras afsløring: Derfor kaldte vi ham Felix

Grev Felix, anden søn af prins Joachim og grevinde Alexandra, kom til verden på en regnfuld mandag i juli 2002.
Kort efter fødslen den 22. juli mødte prins Joachim pressen og fortalte med stolthed i stemmen, at det også denne gang, var ham, der klippede navnestrengen over.
- Og så kneb jeg en tåre. Det må jeg indrømme, sagde prins Joachim.
Ved dåben i Møgeltønder Kirke blev det afsløret for offentligheden, at den lille guldklump hed Felix.
- Vi var begge enige om navnet, fortalte Alexandra dagen efter barnedåben i Møgeltønder.
- Vi synes, det er et godt navn, og vi ville have et navn, der passede til vores søn, og så var det vigtigt, at det passede sammen med Nikolai. De to navne skulle lyde godt sammen, forklarede Alexandra, som sammen med prins Joachim havde gjort sig mange overvejelser, inden de valgte navnet.


- Det var også meget vigtigt for os, at vi gav ham et moderne navn – et ungt navn.
- Det navn, vi besluttede os for, måtte også gerne være lidt utraditionelt, sluttede Alexandra.
Dåbsbarnet fik ligesom sin storebror, Nikolai, fire navne ved dåben. Felix’ blev: Felix Henrik Valdemar Christian, hvor storebror hedder Nikolai William Alexander Frederik.

Prins Joachim og prinsesse Alexandra blev skilt i 2005, hvorefter Alexandra fik titel af grevinde.
I 2008 blev prins Joachim gift med prinsesse Marie, som han har børnene grev Henrik Carl Joachim Alain og komtesse Athena Marguerite Françoise Marie med.