
Amalienborg får et ansigtsløft: Vender tilbage til det oprindelige udtryk

Du vil måske opleve, at ikke alt er, som det plejer at være, hvis du den kommende tid besøger Amalienborg Slotsplads.

De historiske bygninger, der siden 1750’erne har huset kongelige gennem generationer, vil i den kommende tid gennemgå et ansigtsløft, der har til formål at få de gamle bygninger til at vende tilbage til deres oprindelige udtryk.
Det fremgår af et opslag, som Slots- og kulturstyrelsen netop har delt på Instagram.
Her fremgår det, at man i forbindelse med Slots- og kulturstyrelsens vedligeholdelsesarbejde er gået i gang med at genskabe det farveudtryk, palæerne oprindeligt blev opført med, og dermed lader man for første gang i 200 år de fire rokokopalæer komme tilbage til sit oprindelige udtryk.
Døre og porte vil over den næste tid blive malet okkergule, og vinduerne perlegrå, for at lade bygningerne vende tilbage til sit oprindelige jeg, som man ved fra en undersøgelse, foretaget af Nationalmuseet, at palæerne fremstod med i cirka 100 år efter opførelsen.
Midterfacadens døre på Christian VII’s Palæ har siden restaureringen i 1996 stået okkergule, hvorimod de resterende palæers porte er mørkegrønne og vinduerne hvide.



Over det næste stykke tid vil det ændre sig, når malerarbejdet, der allerede så småt er påbegyndt, fortsætter.
Det fremgår nemlig af opslaget, at man først forventer, at arbejdet vil stå færdigt i løbet af 2026.