
Bærer på en særlig fortælling: Det fik kong Frederik og dronning Mary i gave
Kong Frederik og dronning Mary er allerede i fuld gang med programmet under deres officielle besøg på Færøerne.
Kort efter ankomsten til Tórshavn tog kongeparret videre til en reception i Tinganes, hvor de blandt andet fik overrakt flotte gaver. Begge gaver er lavet af den færøske familievirksomhed Niels L. Arge.
Dronning Mary modtog et smukt sølvarmbånd, der er baseret på et mønster, som er tegnet af stifteren selv og opkaldt efter datteren Birgit.

Kong Frederik fik manchetknapper - ligeledes i sølv - fremstillet af Peter Hansen, som er halv færing og bosat i Danmark.

Det fortalte lagmand Aksel V. Johannesen i en tale til kongeparret, og han fortalte desuden, at gaverne bærer på nogle helt særlige fortællinger.
- Smykkerne, De her modtager, bærer på en fortælling. En fortælling om slægt, håndværk og færøsk arv. Og det er med dyb respekt og med ære, at De nu får lov at bære denne fortælling videre.

