14. dec. 2023
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Beholder prins Christians søskende deres titler?

Kronprinsfamilien fotograferet i anledning af prins Christians 18-års fødselsdag. 
Kronprinsfamilien fotograferet i anledning af prins Christians 18-års fødselsdag.
Foto: Dennis Stenild/Kongehuset
Kan man forvente, at prins Christians søskende mister deres prinse- og prinsessetitel i fremtiden?

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET før nyheden om tronskiftet.

Når nu prins Christians søskende ikke får apanage og mister deres prins- og prinsessetitel i fremtiden, forventer man så alligevel, at de som voksne har opgaver som eksempelvis prinsesse Benedikte, eller vil de ikke vise sig ved andet end familiesammenkomster?
Med venlig hilsen L. M. Hansen

Kære L. M. Hansen
Det står endnu ikke klart, om prins Christians søskende mister eller beholder deres kongelige titel. Kronprinsesse Mary har tidligere udtalt: "Vi kommer også til at se på vores børns titler, når den tid kommer". Det tolker jeg således, at spørgsmålet er til diskussion, men at det først vil blive bragt op efter et tronskifte. Derimod står det allerede nu klart, at vores kommende kong Christian 11.s søskende ikke regner med at modtage årpenge fra staten og derfor må skaffe sig en livsindtægt på anden vis. Jeg har dog svært ved at forestille mig en konges bror og søstre som almindelige lønmodtagere, for titel eller ej vil de altid være en del af den kongelige familie og blive vurderet i det lys. De bliver derfor nødt til at vælge jobfunktioner, der er "passende", og som giver dem fleksibilitet, så de i et vist omfang har mulighed for at påtage sig opgaver for kongehuset og måske endda rollen som rigsforstander, hvis deres storebror ikke får arveberettigede børn. Bliver han barnløs, vil tronen gå videre til prinsesse Isabella og hendes efterkommere, hvilket den kongelige familie og dens rådgivere nok også bør overveje, når titelspørgsmålet tages op. Mit gæt er altså, at Isabella, Vincent og Josephine på den ene eller anden måde vil være til rådighed for kongehuset i fremtiden, også fordi det at bidrage positivt til kongehuset og familien er en grundfæstet del af deres selvforståelse.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper

Historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Vi holder dig opdateret i vores nyhedsbrev!

Mere om: