
Bekymret dronning Mary gør det igen og igen

Dronning Mary trækker i denne uge igen i arbejdstøjet efter en god og lang sommerferie med hygge og afslapning i både udlandet og herhjemme.
Onsdag eftermiddag er dronning Mary æresgæst til åbningen af Headspace Tårnby.
Med sit besøg er Mary nok engang med til at sætte fokus på et problem, der desværre er stigende.
Det er problemet med unges mistrivsel, som dronningen igen og igen retter opmærksomheden mod.
Tårnby Kommune har indledt et samarbejde organisationen headspace, der tilbyder rådgivning til unge mellem 12 og 25 år.
Det var borgmester Allan S. Andersen, der oprindeligt stillede forslag om et samarbejde med headspace, og han er glad for, at forslaget blev godkendt.

Dronning Mary er bekymret
- Trivslen blandt især vores unge er udfordret. Alt for mange unge føler sig stressede, ensomme og rammes af præstationsangst, og det skal vi selvfølgelig lave om på. Derfor ligger det mig meget på sinde, at vi i Tårnby har indsatser, der kan støtte de unge i dagligdagen. Headspace er et godt eksempel på et tilbud, der kan gøre en forskel, og som kan supplere de gode kommunale tilbud, vi allerede har. Jeg er meget taknemmelig for, at vi i fremtiden ser ind i et stærkt samarbejde med headspace, siger Andersen ifølge kommunens hjemmeside.
Netop udfordring med de unges trivsel har en bekymret dronning Mary fulgt fra sidelinjen, og hun har med flere arbejdsbesøg til blandt andet efterskoler rundt omkring i landet sat fokus på mistrivsel og på, hvordan man med målrettede projekter kan hjælpe de unge til at få det bedre og blive en del af fællesskabet.
