1. okt. 2018
Af Ulrik Ulriksen

Belgiens dronning Paola indlagt i Italien

Dronning Paola og kong Albert
Dronning Paola og kong Albert
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
For Belgiens dronning Paola blev en tur til Italien ikke en rar oplevelse. Dronningen måtte indlægges i Venedig og blev kort efter overflyttet til hospital i hjemlandet.

Belgiens 81-årige dronning Paola blev under et ophold i Venedig i Italien ifølge belgiske medier ramt af en mindre blodprop, der betød, at hun med bådambulance førtes til hospitalet.

Fra Italien blev dronning Paola, der er mor til Belgiens nuværende kong Philippe, overført til et hospital i Bruxelles i Belgien. Allerede få dage efter, at hun blev ramt så hårdt på helbredet, var dronning Paola heldigvis rask nok til at blive udskrevet. Det melder det belgiske kongehus’ kommunikationsafdeling.

Dronning Paola i alvorlig faldulykke

Dronning Paola har de senere år haft udfordringer med helbredet. I 2016 var hun i øvrigt også indlagt på hospitalet i en periode efter en ret alvorlig faldulykke.

Både dengang og her for nylig fik Paola på hospitalet besøg af sin søn, kong Philippe, der naturligvis må have været meget bekymret.

Dronning Paola og Albert på pension

Der er tætte bånd mellem det danske og det belgiske kongehus. Dronning Paola, som fyldte 81 år den 11. september, og kong Albert, har besøgt Danmark flere gange.

Parret var blandt andet med til at fejre dronning Margrethe, da hun i 2015 fyldte 75 år. Det belgiske kongepar er for længst gået på pension og har overladt tronen til deres ældste søn, kong Philippe, og hans kone, dronning Mathilde.

Læs mere om: