BILLEDER: Tillykke til kronprinsesse Mary
I dag har kronprinsesse Mary fødselsdag, og i år skal hun gøre plads til 42 lys i fødselsdagslagkagen.
Det vides endnu ikke, hvordan kronprinsesse Mary vil fejre sin fødselsdag, men ét er sikkert, og det er, at det bliver uden kronprins Frederik.
Kronprinsen rejste nemlig til Sochi i Rusland i går, hvor Vinter-OL snart løber af stablen, og hvor han bliver til den 8. februar.
Sidste år, da kronprinsesse Mary blev 41 år, var kronprins Frederik i landet, og året før, da kronprinsesse Mary kunne fejre sin 40-års fødselsdag, var der stor fest på Amalienborg med 140 gæster, hvor også kronprinsesse Marys australske veninde Amber Petty var med.
Selv om kronprinsesse Mary således skal undvære kronprins Frederik på fødselsdagen i dag, sørger parrets fire børn nok for den festlige fødselsdagsstemning derhjemme.
BILLED-BLADET ønsker kronprinsesse Mary tillykke med fødselsdagen og bringer i dagens anledning et galleri med nogle af de bedste billeder af den royale fødselar - se galleriet over artiklen.